Mit navn er Erna Ahmetspahic Juhl. Jeg blev født en usædvanligt varm septemberdag i 1984 i et land, der ikke findes mere, men i mine første syv år hed dette land Jugoslavien. Kort tid efter min syvårs fødselsdag begyndte landet at falde fra hinanden. Det blev delt i syv forskellige dele, der ikke ville leve sammen mere. Folk der var naboer blev fjender. Min familie havde den forkerte etnicitet i forhold til flertallet i vores by, og vi så ikke anden udvej end at flygte. Af tilfældigheder og omveje endte vi, en mørk februaraften, her i København, hvor jeg har tilbragt det meste af de sidste 30 år.
Jeg debuterede i 2004 med digtsamlingen “Nattens Vinder/ Pobjednik Noći”, som er udkommet på to sprog. Og lagde derefter lyrikken på hylden i godt 15 år. I den tid havde jeg fokus på bl.a. min uddannelse, men andre projekter tog også en del af min tid.
Efter min færdige cand.mag i dansk og kulturformidling, gav jeg kærligheden en chance, pakkede mine rødder sammen en gang til og tog til Tyskland for at elske, arbejde og lære tysk.
Da kærligheden braste efter 2 år i Berlin, fandt jeg mit hjem og min lyriske stemme igen, her i København.
Den svære 2’er udkom i 2023 under navnet “Duften af Liljer”, og en 3’er har heller ikke for lange udsigter.
Udover at skrive, er jeg del af et mikroforlag, hvor jeg bl.a. bærer hatten: redaktør, korrekturlæser, fotogram og pr-dame, som det nu hører sig til i mikroforlagsverden.
Jeg har også været med til at arrangere flere åbne scener i det københavnske digtermiljø. Senest “Ord i Karens Minde” i København SV., der kører på sit 8. år. Hvor den største drivkraft er at give, især unge stemmer, et rum hvor de kan udtrykke sig med ord.
Jeg har generelt stor kærlighed til litteratur, og anmelder også bøger på min lille selvdrevne blog litt.snacks.dk. Hvor jeg såvidt muligt prøver at fremme de mindre kendte forlag og forfattere.
Når litteraturen ikke tager min tid, elsker jeg at fotografere; Alt fra natur til mennesker. Særligt er det kontrasterne mellem skønhed og forfald, der fanger min linse.
Privat er jeg passioneret teater-, koncert- og museumsgænger. Og generelt er kultur en vigtig del af mit liv.
Jeg samler på bøger, lp’er, kjoler og enlige tallerkner uden familie.
Resten af min tid bliver brugt på min by og ikke mindst med min hund, min kat og min husbond i naturen og på at rejse.